• Københavnske forældre trodser kørselsforbud ved skoler

    المصدر: BDK Borsnyt / 18 سبتمبر 2024 13:31:08   America/Chicago

    I hele hovedstaden strømmer børn til skole på cykel og til fods. For at gøre det trygt for dem og deres forældre at komme sikkert frem, er der indført indkørselsforbud ved en lang række københavnske skoler. Men tilsyneladende har ikke alle københavnske forældre lyttet til budskabet. Og det fik konsekvenser tirsdag morgen. Ved Vesterbro Ny Skole holdt politiet klar for at sikre, at reglerne blev overholdt. Her endte otte bilister med at blive sigtet for at trodse indkørselsforbuddet. Derfor kommer Københavns Politi nu med en klar opfordring til forældrene i et opslag på X. »Forbuddet er til for at gøre skolevejen sikker for børnene, og vi vil derfor opfordre til at følge reglerne på stedet. Vi kommer snart igen for at bakke op om skolepatruljernes fremragende arbejde,« skriver politiet i opslaget. Et indkørselsforbud ved skolerne ligger typisk i tidsrummet 7.30 til 8.30, men det endelige tidsrum bestemmes i dialog med den enkelte skole. Her tages der også hensyn til andre institutioner, erhverv og boliger. Planer om forbud ved 70 skoler For nuværende er der indført indkørselsforbud ved i alt 16 skoler i København. Fremover vil der løbende blive indført indkørselsforbud ved hele 70 skoler ud af de samlede 130 skoler, der findes i København. Det blev der afsat penge til i budgetaftalen for 2025 i Københavns Kommune. Indfasningen kommer til at ske frem mod 2028. Det har Astrid Aller, der er medlem af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg for SF, tidligere oplyst til Berlingske. »Det skal være trygt for byens børn at færdes i trafikken, særligt ved deres skole. Desværre er trafikken foran mange skoler et sammensurium af biler, cykler, fodgængere og barnevogne. Derfor er jeg ekstremt glad for, at vi nu har afsat penge til at indføre indkørselsforbud på de 70 skoler, hvor det kan lade sig gøre,« sagde hun til Berlingske. Nedenfor kan du se, ved hvilke 16 skoler der et eksisterende indkørselsforbud – og ved hvilke 54 skoler, man i fremtiden kan forvente at få ét. https://www.berlingske.dk/metropol/koebenhavnske-foraeldre-trodser-koerselsforbud-ved-skoler
شارك على،